Har du valgt, hvad du vil være?

At vælge professionel bane er ikke bare et ungdomsvalg eller et valg, du tager én gang for alle. Det er et valg, du gennem livet skal give dig selv. For der er ikke nødvendigvis ét rigtigt livsvalg, og hvis du vil, kan du løbende justere din livsbane.

Hvis du ikke sparker til bolden,
kommer den aldrig i spil

At vælge forudsætter dog at du gør valget til dit og accepterer, at det rigtige for dig ikke ligger og venter i den ubestemte fremtid, eller kommer som en åbenbaring. Det er noget du selv skal eftersætte, opsøge og skabe. For det er alene dig, der ved, hvad der er rigtigt for dig, hvad du er i stand til at stræbe efter og hvor langt du vil gå for at nå det. Den gode nyhed er – det er aldrig for sent at vælge – og du kan vælge om!

Forleden talte jeg fremtid med en af familiens unge. 19 år. Student. Nu med fuldtidsarbejde ude i virkeligheden så hun kan tjene til at opleve fjerne dele af verden på egen hånd. Samtidig skaffer hun sig tid til at blive klogere på, hvad det egentlig er hun vil med livet. Men hvordan er det lige vi træffer de store livsvalg, med de konsekvenser det har for vores professionel og private liv?

Det store livsvalg …..

Selvfølgelig er der faktuelle og helt kontante begrænsninger. Har matematik aldrig sagt dig noget og er du talblind, så er det nok ikke at blive matematiker eller revisor som er vejen for dig. Det er dog næppe heller der, du ser dig selv stråle og gøre en forskel. Og det er for mig nøglen. At finde frem til der hvor du oplever, du har særlige forudsætninger for at lykkedes og gøre en forskel. Der hvor du kan bruge det, netop du har med dig. Der hvor du vil være. For vil du virkelig noget, så kan du det mest utrolige.

Vi fandt ikke det ultimative svar på, hvordan du vælger professionel livsbane, min datter og jeg, da vi gik der i efterårsblæsten. Men vi var grundlæggende enige om, at det handler om at ville, at vælge og at vide hvad der skal til.  Sammen afdækkede vi 3 tjekpunkter, som kan være en hjælp til afklaring. Tjekpunkterne kan bruges, uanset om det er dit første livsbanevalg, eller det er et valg, du står over for som 47 årig, hvis du oplever, at du vedholdende og tilbagevendende sætte spørgsmålstegn ved, om du er landet på den rigtige hylde.

  • Vælg selv(stændigt). Det er SÅ lige meget hvad alle andre tænker og mener. De ved ikke hvordan det er at være dig og hvad der skaber dit engagement. Det betyder ikke, du ikke kan spørge, lytte og blive klogere på andres tilgang, men vær bevist om at valget er dit alene. Det er dig der ejer det og dig der skal leve videre med det.
  • Mærk efter hvad der gør dig glad. Find konkrete eksempler på, hvad der kan få dig til at forblive fokuseret i dage og uger og oversæt det til, hvordan det kan se ud i en jobsituation. Bliver du motiveret af at arbejde med komplekse problemstillinger time efter time og næsten flyvende når du finder løsningen, så er det måske ovre i den mere detailorienterede og analytiske del af spektret du skal lede.
  • Gør dig klart hvad der skal til. Det kræver en indsats at forfølge dit valg. Det kræver et realistisk billede af, hvad der skal til i dit konkrete tilfælde, og af processen derhen. Overvej afsavn, mod, vedholdenhed og robusthed. Gør det klart for dig selv, om du virkelig er villig til at gå efter dit valg og find ud af, hvordan du fastholder det og hvor du får brændstof til at fortsætte, også når du er tæt på at give op.

Et ordentligt menneske som bidrager

Det er ikke let at foretage livsvalg og finde sin livsbane midt i meningsstormen. Der er pres på os alle for at få det perfekte liv, komme hurtigt på banen og gøre det mere end godt.

Både empiri og forskning viser imidlertid, at livskvalitet grundlæggende handler om at være et ordentligt menneske, at bidrage, at føle sig anerkendt og at være omgivet af mennesker du elsker. Det gjorde det for min mor, det gør det for mig og det samme gælder for min datter. Vigtigt at have in mente, når du hiver hjælperedskaberne frem og går til valget som det priviligium det er, at bo i et samfund, hvor det er muligt at vælge – og ikke kun én gang.

Til eftertanke her link til en artikel om valg – om livsvalg og om vores mange hverdagsvalg – dokumenteret af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, som gennem sit arbejde på et hospice i australien har talt med døende om deres fortrydelse i livet.