Dansk velfærd kræver udvikling af vores arbejdskultur

Hvis vi vil fortsætte med at være et velfærdssamfund med et attraktivt, konkurrencedygtigt arbejdsmarked og evnen til at forsørge de, som ikke kan forsørge sig selv, må vi tænke nyt. Arbejde med vores forståelse af os selv som ledere og medarbejdere, forståelsen af det at arbejde og forståelsen af at være en arbejdsplads. Vi må udvikle vores arbejdskultur.

Solid dansk model godt springbræt for udvikling af arbejdskultur

Den danske model er stærk. Overenskomster, aftaler og lovgivning er fundamentet for vores arbejdsliv. Offentligt som privat. Et godt og fornuftigt fundament. Men samtidig et fundament bygget i 1800-tallet som vi må efterse, så vi sikrer, at det understøtter vores arbejdsliv også i det 21. århundrede.

Det globale perspektiv og konkurrencen om arbejdspladserne – også de videnstunge – udfordrer i dag vores verdensforståelse. Friske analyser fra såvel Dansk Industri som Dansk Erhverv viser, at trods løntilbageholdenhed i de sidste års overenskomstforhandlinger svækkes den danske konkurrenceevne markant i globalt perspektiv. Udfordringerne er bl.a. høje omkostninger og (for) lav produktivitet. 

Det er udfordringer, som vi med rette kan stille krav til vores folkevalgte og arbejdsmarkedets parter om at løse. Men det er også udfordringer, som vi alle – ledere som medarbejdere – må se i øjnene på vores arbejdspladser og tage medansvar for der.

Ny forståelse af A- og B-side

Situationen kalder på, at vi trodser den traditionelle forståelse af A- og B side og skaber et fælles verdensbillede. En gensidig forståelse af de udfordringer vi som personer, organisationer, virksomheder og samfund står over for. Kun gennem fælles forståelse og samarbejde kan vi skabe en arbejdskultur, som gør os konkurrencedygtige også i 2015 og frem.

Vi skal udvikle kulturen med afsæt i vores arbejdsmarkedsmodel. Ikke acceptere social dumping eller skabe et arbejdsmarked uden fællesskab, hvor der ikke er plads til udvikling, til mangfoldighed eller til at tage socialt ansvar. Tværtimod. Netop fællesskab, rummelighed, mangfoldighed og evnen til konstant og målrettet kompetenceudvikling, er bærende også for fremtidens konkurrencedygtighed og arbejdskultur. Men vi skal have mod til at re-tænke og udfordre plejer. 

Arbejdskulturen skal re-tænkes lokalt, hvor eksperterne sidder

Hvad det er i arbejdskulturen der skal re-tænkes, kommer helt an på hvad det er, der konkret på den enkelte arbejdsplads, kan fremme konkurrenceevnen.

Det kan være fleksibilitet i forhold til at varetage nye opgaver, ændret arbejdstidsopgørelse eller åben mulighed for at arbejde på tværs af traditionelle overenskomst-skel og/eller fag- og funktionsgrænser. Det kan handle om vores tilgang til uddannelse, f.eks. styrket systematisk videndeling, kollegaoplæring eller om individuel målrettet kompetenceudvikling uden for arbejdstiden. Måske skal der mere tydelig ledelse til. Ledelse som kommunikerer åbent og klart, også når budskaberne er svære, sætter mål, sikre engagement, og arbejder med udvikling af teamet.

Det afgørende er, at vi sammen skal turde udfordre fasttømrede tilgange som hindrer nytænkning. Bruge vores aftaler fleksibelt og i forståelse af hvordan de udmøntes nutidigt. Tænke nyt sammen direkte på arbejdspladserne i hverdagen. Det er her vi er eksperter på, hvad der kan gøre en forskel. For vores overenskomster m.v. rummer mulighederne, og vi kan som ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere samarbejde om at bruge dem i langt højere grad, end vi plejer.

Vil vi vælge os selv – som virksomhed og som person?

Skal vi klare os i den globale konkurrence kræver det, at vi bliver valgt til. Men ville vi vælge os selv, hvis vi var kunde eller borger? Både som enkeltpersoner og som organisation er det et afgørende spørgsmål. Uanset om du er medarbejder eller leder – virksomhed eller fagforening. For bliver vi ikke valgt til af kunderne/brugerne/borgerne, så er vores egen fremtid – som person, organisation og samfund – alvorlig truet.

Og her er arbejdskulturen i hverdagen en afgørende nøgle. Vi må i de enkelte virksomheder og organisationer, blandt ledere og medarbejdere, konkret tager fat i udviklingen af den arbejdskultur som er afgørende for vores serviceniveau, kunde-syn, resultatskabelse og konkurrenceevne. For hvis vi ikke klare os i konkurrencen bliver det et smalt  – og fattigt – arbejdsmarked og samfund, vi må forhold os til i Danmark.

Her kan du læse DI Indsigt om dansk konkurrenceevne – http://publikationer.di.dk/dikataloger/117/ og her finder du Dansk Erhverv Perspektiv om produktivitet – http://www.danskerhverv.dk/OmDanskErhverv/Nyhedsbreve/Dansk-Erhvervs-Perspektiv/Documents/2013/DEP-2013-10.pd