Nøglen til tidsstyring
Er du som jeg, tidsoptimist til benet? Stiller du og din omverden høje krav til, hvad du skal levere både professionelt og privat? Har du ambitioner om at nå det hele, skabe resultater af høj kvalitet og samtidig have det godt og sjovt? Så læs med her og se om min enkle tilgang, kan give dig nøglen til tidsstyring.
Hovedløs tidsregning
Vi ved det godt. Ting ta’r tid. Tit måske længere tid end vi havde planlagt eller håbet på. At være på bagkant – forlade noget før du er helt færdige, for alligevel at komme for sent til det næste uden helt at have hovedet med, kan være et konstant benspænd. Med en overoptimistisk og hovedløs tids- og opgavetilgang bliver vores resultater – og vores liv – kun dårligere.
Tidsstyring arbejder de fleste af os med i en eller anden form. Vi bliver med jævne mellemrum trætte af bevidstløst at forsøge at presse ting ind i kalenderen og sætter os for at: “Nu skal det være anderledes“. Men lad os se det i øjnene – det er svært at skabe varige forbedringer.
Arbejd med din bundlinje
I forretningsverdenen er det, der kendetegner virksomheder der overlever på den lange bane, at de har fokus på bundlinjen. De overvejer konstant omkostninger, ser på værdiskabelsen i hver enkelt tiltag og implementerer vedvarende smartere, enklere måder at arbejde på. Samtidig har de øje for toplinjen. Hvordan øges vækst og indtjening. Hvor findes nye markeder, vare, kunder m.v.
Hvis vi ser på vores tid, som dygtig ledelse ser på forretningen, så er fokus på bundlinjen også for os vejen til langtidsholdbarhed. Når det gælder tid, handler det om at arbejde med hvad vi kan forenkle, gøre mere rationelt eller helt skære væk. Samtidig skal vi målrettet prioritere det, der giver os værdi og får os til at trives og udvikles. Selv om vi ikke kan udvide hverken døgn eller uge, kan vi skabe et liv, som sikrer os det optimale udbytte, af den tid vi har.
Regn det ud
Du kan regne ud, hvordan det ser ud for dig. Gå til din tid som til dit økonomiske budget, med en realistisk forståelse af din ramme og det faktum at du alene kan omprioritere inden for rammen – ikke udvide den.
Prøv følgende regnestykke til tidsstyring:
- Der går 24 timer på en dag og 7 dage på en uge. Det giver os 168 timer at gøre godt med om ugen. Hverken mere eller mindre.
- Et voksent menneske skal sove 7 – 9 timer i døgnet, hvis vi vil forblive raske og produktive. 8 times søvn hvert døgn giver os 112 vågne timer til rådighed i ugen.
- I vores liv er der tid, vi ikke umiddelbart kan gøre rede for. Spildtid. Tid der forsvinder op i den blå luft. Regn minimum med en time om dagen. Så har vi 105 timer tilbage.
- Sidst er der “det uforudsete” – det vi aldrig planlægger med, men som vi notorisk ved sker. Forhold dig til det som fakta og som noget der tager mellem 10 – 30 timer om ugen.
Du har således mellem 95 og 75 vågne timer til din disposition om ugen.
Næste skridt er at lave et budget baseret på din virkelighed. Har du ikke et klart billede, så skab overblik ved at registre din tid over et par uger – ærligt, fast og vedholdende. Arbejder du 37 timer om ugen, eller er det nærmere 50+. Hvor meget transport tid har du. Hvor mange timer spiser du. Hvor mange timer gør du rent, er nærværende med dine børn, med din ægtefælle, din familie og dine venner. Hvor mange timer har du til dig selv.
Du har nøglen til tidsstyring
Med dit tids-budget i hånden, er du klar til tage ejerskab af din tid, med de valg og fravalg det kræver. Sæt din uge i et skema med 24 timer og 7 dage. Beslut hvor meget du vil arbejde, hvem du vil bruge tid sammen med m.v. Først i grove træk og derefter i detaljen, for her ligger djævlen i detaljen.
Hvis du har brug for radikale ændringer, er det nødvendigt at bryde din dag op, så du får styr på alt fra morgenritualer, møder, kollegial samtale, fokuseret opgaveløsning, transport, madlavning, surfning på nettet m.m. Er du ikke klar på, hvad du vil stoppe med, skrue ned for eller ændre, så vil du ret hurtigt finde ud af, at du fortsat overforbruger konsekvent.
Du har nøglen til tidsstyring, når du erkender, at tid er en konstant størrelse, du ikke får mere af. At du alene har ansvaret for, hvad du bruger din tid på. Det at stoppe overforbruget, oplevelsen af altid at være bagud og aldrig at have tid til nok til det vigtigste, er i dine hænder. Banalt, enkelt – og samtidig så svært for mange af os. Det kræver bevidsthed, valg, planlægning, vedholdenhed, fravalg og mod. Samtidig giver det uendelige muligheder, det helhjertet at tage ind og handle på, at du ejer din tid – hele tiden.
Tid løber som sand gennem fingrene på os, men vil vi bygge et slot, gælder det om at holde fast og få sandet til at binde sammen. En børnelærdom vi er mange voksne, der har svært ved at efterleve.