Vil du lykkes med dit nytårsforsæt?
Det er tiden for nytårsforsæt. Men hvad er et forsæt egentlig – og hvorfor bliver vores nytårsforsæt så sjældent til noget? Svaret er givet individuelt, men der er hjælpe at hente. Start med at blive klar på, hvad et forsæt er, og forstå hvad der skal til for at føre det ud i livet. For har du et konkret forsæt og sætter du målrettet din viden og vilje ind på at gøre det til virkelighed, så er du langt ude over ønskestadiet og godt på vej til at skabe den nye virkelighed, du har sat dig for.
At handle med viden og vilje
En definition af forsæt findes i den danske straffelov. I strafferetlig forstand foreligger forsæt hos den, der handler med viden og vilje og som anser det for overvejende sandsynligt, at de elementer er til stede, som sikrer, at den hændelse, man har til fortsæt skal ske, sker. To afgørende grundelementer. Har du viden om, hvad der skal til for at få dit forsæt til at lykkes? Og har du viljen til at foretage den eller de handlinger, der gør det til virkelighed?
Eksempel: Hvis dit nytårsforsæt er at få et nyt job, så handler det på videndelen bl.a. om at gøre dig klart, hvad det er for et nyt job – eller job-retning – du vil gå efter. Det handler om at arbejde på alle de platforme, hvor du er synlig for en ny arbejdsgiver og i dit netværk. Giv din LinkedIn-profil et grundigt eftersyn. Google dig selv, og se hvad der kommer op, så du er bevidst om, hvad en evt. ny arbejdsgiver finder. Få dit CV på plads i en kort, indbydende og overskuelig grundform, som kan tilpasses forskellige jobmuligheder.
Når det gælder viljen, så gør dig klart, om det er noget du vil, og om du vil lægge den indsats i opgaven, som der skal til, for at den lykkes. Er det så vigtigt for dig, at du vil bruge din fritid og din energi på målrettet at gøre dig klar til et nyt job og fornægte dig selv tid til de andre ting, du også har lyst til? For hvis du ikke sætter din vilje igennem og gør den til handling, så er det et rent tilfælde om det, du sætter dig for, bliver virkelighed.
Nytår er tid for ønsketænkning og bønner
Vor tids nytårsforsæt har sin oprindelse i nytårsny-ønsket. Nytårsny henviser til den første nymåne i det nye år. Fra oldtiden har det været tradition at opsende et ønske eller en bøn mod den første nymåne i det nye år. Her handler det om tro. Om at bede om hjælp fra højere magter uden nødvendigvis selv at skulle lægge en indsats. Ret langt fra forsæts-tanken.
Man skal ikke kimse af ønsker. De kan være selvforstærkende, idet tanken om, hvad du gerne vil, kan gøre, at du bevidst eller ubevidst arbejder mod, at det lykkes. Og tror du, kan en bøn måske ligefrem hjælpe – hvad ved jeg. Det, jeg imidlertid ved, er, at vil du, at noget skal ske, så er den sikreste vej til at lykkes, at du forfølge dit forsæt med al din viden og vilje. Helt konkret – brudt ned i enkelte handlinger og tiltag.
Bliv klar på om du har et forsæt – eller et ønske …
Hvert år skrives utallige artikler om hvad der skal til for at få nytårsforsæt til at lykkes. Jeg vil ikke påstå, at jeg har nøglen. Men ved at se på dit nytårsforsæt, helt bevidst som enten et nytårsny-ønske eller et egentligt forsæt, kan du hente hjælp til at forventningsafstemme og blive klar på, hvad du har gang i, så du ikke går ind i året styrende direkte mod at fejle, skuffe dig selv og gentage dårlige mønstre.
Så se dig i spejlet. Er det et ønske eller et forsæt du har? Hvis det er et ønske, så se det som det det er – et håb, en drøm, en bøn. Glæd dig ved tanken og find samtidig ro ved, at det er ude af dine hænder om det sker eller ej.
Er det derimod et forsæt, så grib det professionelt an som noget du har ansvar for. Arbejd med din viden, styrk de omstændigheder der skal være til stede, vær målrettet, struktureret og lav faste aftaler om, hvad du selv skal gøre for at dit forsæt udmøntes i den handling, du vil have til at ske. Sæt din vilje ind og hold fast.
Der findes masser af hjælp for den, der arbejder med at nå mål og ændre vaner. De er kun en søgning væk på nettet. Prøv med ordet “nytårsforsæt”, så finder du sikkert tilgangs som: Start i det små. Vær realistisk. Vær ærlig. Vær konkret. Gør det enkelt.
På værktøjssiden kan jeg særligt anbefale bogen “The power of habit”, som enkelt og virksomt giver en tilgang til hvordan du ændre vaner.
Selv har jeg ét nytårsforsæt. Noget som er afgørende for mig i mit professionelle virke og som er forankret i det, der motiverer mig. Det vil jeg sætte min viden og vilje ind på at gøre til virkelighed. Og så vil jeg tage nytårsny til mig og ved årets første nymåne den 20. januar ønske for året der kommer – bare fordi …..