Tag-arkiv: Tillid

Har du tillid til dig selv?

Tillid er næppe det første ord, der falder dig ind, hvis du følger den hjemlige nyhedsstrøm. Ikke destomindre blev Danmark (igen) i 2015 af World Economic Forum kåret som det mest tillidsbaserede samfund i Europa.

How’s life-rapporten er værd at dykke ned i og samtidig en anledning til at se nærmere på, hvad tillid egentlig handler om for os som individer. Anledning til at overveje hvordan vi hver især kan arbejde med tillid.

IMG_6629_2

Det kommer ikke af sig selv

I disse år udfordres vi. Flygtningesituationen slår sprækker i vores homogenitet og vores selvforståelse. Sager om vores politikeres troværdighed svækker vores tillid til folkestyret. Udfordringer med at administrere vores velfærdssystem, underminerer vores tro på samfundets grundlæggende struktur og retfærdighed.

De store samfundsdagsordner kan synes uden for vores umiddelbare indflydelsesrum. Èt sted har vi dog den afgørende indflydelse. Vi har direkte adgang til, rettigheder over og ansvar for os selv. Vi er ikke statuer, der ubevægelig må se skyerne trække op og vente på hvad de bringer med sig. Vi er mennesker født i et demokratisk samfund, med grundlæggende tillid til verden og til os selv. Skal den tillid fastholdes og udvikles, kræver det opmærksomhed og vedligeholdelse.

Vis tillid, væk tillid – og ha´tillid til dig selv

Den amerikanske forfatter Maya Angelou har sagt: “I don’t trust people who don’t love themselves and tell me, ‘I love you.’ … There is an African saying which is: Be careful when a naked person offers you a shirt.”

Og det starter, med det du selv bringer til bordet. Hvis du ikke har tillid til det menneske som er tættest på dig – nemlig dig selv – hvordan kan du så vække tillid hos andre?

Ved at styrke din tillid til dig selv og arbejder med den du viser og vækker i din nære verden, styrker du ikke bare dig selv og dine umiddelbare relationer, du understøtter fundamentet for tillid i samfundet.

Vil du give din tillid til dig selv et serviceeftersyn så kig på følgende temaer:

  • Sætter du vedholdende en positiv dagsorden for det du kan og vil?
  • Holder du de aftaler, du laver med dig selv og tager du ansvar for dine handlinger og relationer?
  • Er du ærlig overfor dig selv og de motiver der ligger til grund for dine handlinger?

Banalt ja, som så meget andet der er vigtigt og tæt på os som mennesker og samtidig konkret at gå til.

Lav realistiske aftaler med dig selv og hold dem. Stol på dig selv. Vær rummelig og tilgivende overfor dig selv, som du vil være det overfor en kær ven. Efterspørg feedback og lyt til din nære omverden. Mærk efter om du oplever, du viser og vækker tillid i dine ord og handlinger. Og husk, en enkelt måde at skabe tillid på, er at vise den – også når det gælder dig selv.

Flyt dig

Holdninger og handling er afgørende når det handler om tillid. Tror du, som jeg, at vi alle har ansvar for at passe på os selv og hinanden? Så se på dig selv og vurder, om det er tid at arbejde med din egen tillids-dagsorden. Er det tid at flytte dig for at fastholde og udvikle ikke bare tilliden til dig selv, men også den tillid du vækker og viser i verden omkring dig?

De punkt jeg har sat på dagsordenen som indgange til at arbejdet, er alene appetitvækkere. Værktøjskassen er stor og kan tilgås på mange måder. Er du interesseret i mere viden om selvtillid, så er TED-talks et sted at starte. Arbejde du med tillid i organisatorisk eller ledelsesmæssig sammenhæng, så kan f.eks. litteratur og programmer fra FranklinCovey anbefales.

Og bare for god ordens skyld – tillid er ikke blind. Når du arbejder med tillid, skal du ikke lade din evne til at vurdere person og situation blive hjemme. Dømmekraft skal du altid udøve og også den kan og skal trænes.