Karrierespor og jobskift – gør valget til dit
Ved rekruttering er der et mønster for, hvordan en virksomhed øger træfsikkerheden og får ansat den bedste til jobbet. Du kan med fordel bruge samme opskrift når det handler om dit karrierespor og dit næste jobsøgning. For det vigtigste er ikke at overbevise en ny arbejdsgiver om, at du er den rette til jobbet.
Det vigtigste er, at jobbet, virksomheden – og din nye chef – er rigtige for dig.
Rekrutteringens ABC
Evnen til at ramme rigtigt første gang, når en stilling skal besættes, er afgørende for en virksomhed. En rekruttering er en markant investering. Det koster tid, penge og fokus at få en ny medarbejder kørt sikkert og effektivt ind i forretningen og hurtig gjort til en værdifuld bidragsyder og holdspiller.
Det kræver en professionel tilgang at rekruttere. Samtidig er det ret enkelt: Virksomheden skal vide hvad den har behov for – hvad stillingen kræver – og have værktøjet til at finde den kandidat, der bedst matcher. Ikke bare her og nu, men en kandidat som har potentiale til at udvikle sig selv og virksomheden. En kandidat der vil virksomheden ud fra en ærlig, gensidig forventningsafstemning.
Det kræver, at virksomheden har styr på sig selv – og på kandidaten. Kender kandidatens baggrund og erfaring og forstår det individuelle potentiale og behov. Afgørende redskaber i værktøjskassen er her et grundigt interview-forløb, test, hvis der er tvivl om persontræk eller faglighed, og ikke mindst det at sikre flere uafhængige referencer.
Gør dig klar til jobskifte
Og hvordan er det så lige, du bruger rekrutteringskonsulenternes værktøjskasse til at sikre dig det rigtige job? Helt simpelt: brug de redskaber, du må forvente bliver brugt til at screene dig til en stilling, som træningsredskaber. Brug dem til at blive bevidst om, hvilken stilling du sigter efter. Og dermed også klar på hvad der skal til, for at du kommer i betragtning.
Nedenstående er eksempler på redskaber, du med fordel kan arbejde med:
- Bliv bevist om hvad du kan – og hvad du kan bidrager med. Udarbejde et basis CV, som du kan skræddersy til den relevante stilling. Enkelt, informativt og velstruktureret. Et CV skal gøre din nye chef nysgerrig og give lyst til at møde dig. Hold det kort. Kan du ikke få din historie stærkt igennem på max 2 sider, viser det meget om dig som person.
- Skriv 1 sides stillingsbeskrivelse for dit næste ønskejob. Rolle, ansvarsområde, faglighed, personlige egenskaber m.v. Brug stillingsbeskrivelsen til at blive klar på hvad du vil. Klar på dine behov. Realitetstjek om du har faglighed, erfaring og profil som gør, at du vil være en relevant kandidat. Hvis du oplever, der er mangler, så forhold dig til, hvad du kan gøre for at udbedre dem.
- Find virksomheder, hvor en stilling som har de elementer, som er afgørende for dig, findes. Find personer i dit netværk, som kan være indgange til de konkrete virksomheder. Tal med dem, og bliv klogere på om der er mulige stillinger – og klogere på virksomhedens kultur, ledelseshold, værdier m.v. Klogere på hvad der er vigtigt for dig.
- Øv dig på en interviewsituation. Træn gerne med en mentor eller sparringspartner. Hvad gik godt og hvad gik mindre godt ved din sidste jobsamtale? Hvad skal du gøre anderledes og hvordan? Vær konkret og krævende i forhold til dig selv. Er du tidligere blevet testet f.eks. i en persontræks-test, så brug testen som input. Er du ikke testet tidligere, så overvej at investere i en professionel test, eller forsøg dig med et af de talrige gratis eksempler på nettet.
- Tænk over, hvem du vil angive som reference. Find 2 -3 personer som kan tale med vægt og kendskab til dig i professionel sammenhæng. Spørg gerne på forkant, om de vil stille op. Søg feedback. Hvad tænker de, du med fordel kan fremhæve og hvor kan du blive stærkere? Brug referencernes indsigt i din forberedelsesproces og som blik på, hvad du udviklingsmæssig kan bruge tid og ressourcer på her og nu.
Bliv klar på dit karrierespor
Alt for tit søger vi nyt job, fordi vi vil væk. Væk fra et kedeligt job, manglende udviklingsmuligheder eller en dårlig chef. Bliver fristet til at sige ja med udgangspunkt i fravalget, ikke fordi det nye job er et velovervejet tilvalg. Vi forelsker os blindt i ideen om noget nyt og bedre. Forelsker os i den der vil os. Men forelskelse bliver til hverdag, og når begejstringen over at være sluppet væk har lagt sig, er risikoen stor for at være landet i det forkerte job.
Så drop kærligheden her. Vær lige så professionel når det handler om dit arbejdsliv, som du forventer din kommende arbejdsgiver er. Tag målbevidst hånd om dit jobskifte. Du er eksperten i, hvad der er rigtigt for dig. Kender du værktøjskassen, har du de bedste muligheder for at ramme plet. Og rammer du plet, så vinder både du og din kommende arbejdsgiver.